Category Archives: Vegetar

Fennikel- og dildsalat til sommerens grillede fisk

Den her ubærligt enkle salat laver jeg ofte som tilbehør til fisk eller skaldyr, men den går fint i spænd med for eksempel en grillet svinekotelet.

Du skal bruge et stort fennikelhoved, masser af dild, grovkornet sennep, en citron, olivenolie, salt og peber. Nemt.

Det afgørende ved salaten er, at du får snittet fenniklen tyndt. Det vil sige en millimeters penge. Fennikel bliver trævlet og overvældende, hvis man får den skivet for tykt, men fintsnittet er fennikel både elegant og aldeles appetitlig. Så frem med mandolinjernet eller slib din bedste kniv op og gå i krig. Snit hele vejen op, så du også får den grønne top med.

Hak dilden groft og tag gerne lidt af stænglen med.

Fil 25-06-2017 10.39.18

Bland en dressing af saften fra en halv citron, lige så meget olivenolie, et par teskefulde grov sennep, salt og friskkværnet sort peber. Lidt fintrevet skal fra citronen er heller ikke af vejen.

Vend det snittede i dressingen lige inden, du sætter salaten på bordet, og server på en flad farverig tallerken. Nej ok, glem det sidste. Det skal jeg sgu ikke blande mig i.

med emneordet , , , ,

Tagliatelle med svamperagout og pocheret æg

Jeg ved godt, at der er mange kødretter på min blog.

Og jeg spiser også nok kød til, at jeg engang imellem får den der krybende skamfølelse i baghovedet, mens jeg står med hovedet i køledisken med kæften fuld af flæskesvær. På dyrenes og klimaets vegne, nuvel – men ligeså meget fordi jeg ved, at der findes så mange mageløse kødfrie retter.

Her er en pastaret, hvor der absolut ikke er sparet på umami, selvom den er ganske vegetarisk. Masser af fedme fra både æg, svampe og parmesan, og samtidig lidt citronskal og skovsyre – hvis du kan få fat i det – til at skabe balance.

Let’s crack on.

img_1547

Til to personers ragout skal du bruge en fire-fem store portobello-svampe, en citron, et par skalotteløg, et fed hvidløg, smør, to æg, lidt creme fraiche, svampefond, lidt parmesan, peberrod, lidt spidskommen, salt og sort peber.

Og selvfølgelig en håndfuld tagliatelle. Så meget som I kan spise.

img_1498

Og så er det egentlig bare at lægge fra kaj.

Start med at smide en god portion smør i en gryde, brus det af, og tilføj skalotteløg og hvidløg i, som du har snittet fint. Når løgene er faldt lidt sammen, giver du gryden en knivspids eller to stødt spidskommen og kommer svampene i. Du behøver ikke skære dem i stykker.

Giv svampene farve i smørret og kom lidt svampefond ved og låg på, og lad svampene mørne en tyve minutters tid.

Så brækker du svampene fra hinanden – fx med et par gafler – og tilsætter et par skefulde creme fraiche. Lad blandingen reducere en kende og smag så til med citronsaft, salt, revet peberrod og masser af sort peber.

Lad ragouten hygge sig under låg, mens du koger pastaen og pocherer æggene. Giv også ragouten lidt af pastavandet lidt sidst. Det er med til at jævne den og give den fylde.

img_1671

Portionsanret til med pasta nederst, så ragout, så det pocherede æg og til sidst lidt revet citronskal, skovsyre og lidt flager af parmesan.

med emneordet , , ,

Sydfransk linseret – knap roséen op

Denne ret fik jeg på en restaurant i Marseilles for et par år siden.

Eller rettere, dette er min version af retten som jeg husker den og tror, den var lavet. Dengang fik jeg en grillet havbars til, men den går også til svin eller lam. Eller ganske alene med lidt grillet brød. Og kølig rosé.

Start med at snitte et rødløg og en halv fennikel fint og svits dem i en pæn mængde olivenolie. Lad dem falde sammen og tilsæt to-tre fed hvidløg. Også snittede.

IMG_8128

Så hælder du et glas rødvin over, tilsætter en teskefuld sukker, og lader vinen reducere helt ind til en sirup. Hæld en dåse hakkede tomater over og vend det hele rundt.

Og. Så. Linser.

Linser skal ikke udblødes ligesom for eksempel bønner, men skyl dem grundigt og gennemgå dem med dine fingre i sien – der kan være en lille sten eller to. Og det er sgu ikke lige noget, man ønsker mellem tænderne.

IMG_8148

Til den her portion skal du bruge to deciliter grønne linser. Vend dem i gryden sammen med en halv liter grøntsagsfond.

Lad rette boble løs i en tre kvarters tid indtil den går fra suppe til lind og fugtig grød. Linserne skal dog stadig have bid. Smag til med salt og friskkværnet hvid peber.

Lige inden du serverer retten, rører du en stor håndfuld grofthakket mynte i sammen med saften af en halv citron.

Servér med nogle fede kradsbørstige grillede pølser. Her har jeg fundet nogle fine spanske Longaniza med sorte oliven.

IMG_8212

Koldhævede grahamsstykker – kulhydratsnirvana

Disse stykker blev jeg introduceret for af en kammerat på en sommerhustur på et par år siden. Hædersmand, som han er, var han ikke nærig med opskriften, og siden har jeg bagt dem utallige gange.

Skorpen er sprød, og krummen er sej og blød.

Alt i alt en perfekt smørkompagnon.

IMG_9034

Du skal bruge 8 dl iskoldt vand, 1,5 dl surdej, 10 gram gær, 40 gram salt, 200 g grahamsmel
og 1 kg hvedemel.

Rør gæret ud i vandet og tilsæt så resten af ingredienserne. Bask dejen igennem i mindst 10 minutter ved fuld knald på køkkenmaskinen. Den skal være elastisk og samle sig om krogen.

Du kan eventuelt udføre glutenprøven for at se, om proteinerne i melet har udviklet glutentråde. Glutenprøven er blot, at du tager et lille stykke dej op og forsøger, om du kan strække det så meget, at det bliver transparent. Hvis ikke du kan det, må du give dejen lidt flere tæsk.

Når dejen er æltet færdig, dækker du røreskålen til med film og kommer den i køleskabet i et døgns tid.

IMG_3744

Tag dejen ud af køleskabet en times tid før bagning, så dejen nærmer sig stuetemperatur, når du skal bage den. Dejen er tyggegummiagtig og ganske behagelig at arbejde med nu. Vælt den ud på et meldækket bord og hak den op i en 12-14 portioner, som du lige samler til brødstykker.

Fordel dem på et par bageplader med lidt mel henover og bag på 250 grader i omkring 20 minutter, alt efter hvor store brød, du har slået op.

Du kan sagtens fryse dem ned, hvis du har lyst til det, men de er naturligvis bedst, når de kommer direkte fra ovnen.

IMG_3705

Svampelasagne – umamimania

Du har brug for en hel masse svampe.

Lige for tiden er der jo ganske få svampe i sæson her i Danmark, så du kan være forvist til markchampinoner og for eksempel østershatte. Har du tegnebogen eller samlerhatten skruet ordentligt på, kan du dog gå morkelvejen.

Læser du denne opskrift i efteråret, bør du slå dig løs i Karl Johan, trompetsvampe og kantareller, eller hvad du nu kan finde. Bland så godt ud kan og forsøg at få fat i 600-800 gram.

Derudover skal du bruge pastaplader, et fint blob piskefløde, et fin blob sødmælk, smør, olivenolie, saften fra en halv citron, en håndfuld cherrytomater, et par skalotteløg, et par fed hvidløg, parmaskinke (kan undværes), frisk oregano, salt, peber og masser af ost – for eksempel mozzarella og parmesan eller pecorino.

IMG_9587

Det første, du gør, er at stege bonussmagen frem i svampene.

Masser af smør i panden sammen med lidt olivenolie. Finthak skalotteløgene og sautér dem. Rens og hak svampene og smid dem i panden. Giv dem tid. Lad vandet koge ud og fryd dig, når stegelyden begynder at sætte ind. Du er ikke færdig, før svampene har fået stegeskorpe.

Så tilsætter du fløde og mælk.

Lad den koge lidt ind med svampene og giv så det hele citronsaft, finthakket hvidløg, salt og peber. Masser af peber. Denne blanding er basen for lasagnen, så den skal være velkrydret. Du kan også give svampeblandingen lidt tabasco eller tørret chiliflager, hvis du er i det humør. Bliv ved med at koge blandingen ind, til den er cremet og dejlig.

Og så samler du lasagnen.

Mellem hver lasagneplade skal der være svampe, masser af ost, oregano, cherrytomater i skiver og, hvis du synes, parmaskinke. Slut af med masser af ost på toppen.

Gratinér lasagnen i ovnen ved 180 grader i omkring 30 minutter.

To ting skal ske i ovnen: Osten skal blive gylden – og ufattelig appetitlig og fotogen, i øvrigt – og lasagnepladerne skal koges. Det sidste sker kun, hvis der er væske omkring dem. Derfor skal du huske at presse hele lasagnen sammen, når du har samlet den, og tjekke om selv de øverste plader er med i legen. Hvis de ikke er det, kan du tilsætte lidt mere mælk eller fløde ude i kanten.

Denne lasagne er fin til fire personer og er meget fyldig og cremet i munden – så en simpel syrlig salat som tilbehør er en god ide.

Og rødvin.

IMG_9676

med emneordet , , ,